Om Randers Bibliotek
Om Randers Bibliotek
Bibliotekerne i Randers Kommune består af Hovedbiblioteket i Randers centrum, Kristrup Bibliotek, Dronningborg Bibliotek og Langå Bibliotek. Derudover har vi en bogbus, der både tager sig af bookinger og kører efter en fast køreplan i hele kommunen, et fast bibliotekstilbud i Arena Randers, og vi laver løbende forsøg med bogafhentningssteder, der hvor borgerne er i kommunens landdistrikter.
Randers Bibliotek - kommunens største kulturinstitution
Randers Bibliotek er kommunens største kulturinstitution og et levende fyrtårn for viden, oplevelser og fællesskab. Med Hovedbiblioteket i centrum, tre lokale biblioteker og en bogbus, der ruller ud i hele kommunen, bringer vi litteratur, læring og leg helt tæt på borgerne.
Bibliotekerne i Randers er meget mere end bøger. Her er plads til både fordybelse og fællesskab. Lån alt fra romaner, magasiner, børne- og fagbøger til brætspil, affalds-grabbere og discgolf-sæt – og deltag i arrangementer om litteratur, musik og samfund året rundt.
I front står et stærkt hold af medarbejdere, organiseret i en projektstruktur med klare mål og høj faglighed. Vi arbejder datainformeret, eksperimenterende og med blik for både lokale behov og internationale tendenser.
Ambitionen er enkel: Vi skaber Danmarks bedste bibliotek – og en arbejdsplads med udvikling og læring i centrum.
Herunder kan du se Randers Biblioteks organisationsdiagram - og på nedenstående links, kan du læse mere om vores strategi, organisering og værdigrundlag, og du finder en medarbejderoversigt.